Deltagelse

Københavns Sejrsstupa vil blive bygget af frivillige fra Sanghaen (de praktiserende) fra Danmark og udlandet. Ifølge buddhistisk overlevering skabes der stor fortjeneste for dem, der deltager i byggeriet af en stupa. Da stupabyggeri er en omfattende og kompliceret proces, skal der mange hænder til, og der vil være mange muligheder for diamantvejsbuddhister at deltage i projektet. Spørgsmål & ideer vedrørende deltagelse i stupabyggeriet: stupa@buddha.dk

Sanghaen

Ordet Sangha kommer af sanskrit og betyder “forsamling”. Sanghaen er én af de “tre juveler”, der tilsammen udgør den buddhistiske tilflugt, nemlig Buddha, Dharma (læren) og Sangha (de praktiserende).

Sanghaen i Danmark arbejder med hjælp fra den udenlandske Sangha sammen om Københavns Sejrsstupa. Flere opgaver i forbindelse med stupabyggeriet bliver og vil blive løst af Sanghaen i de forskellige Diamantvejscentre rundt om i Danmark.

Betydning af deltagelse i et stupabyggeri

Ifølge overleveringen siges det, at fordelene ved at deltage i opførelse af en stupa, svarer til antallet af atomer i stupaen, og at disse fordele varer ved lige så længe, som stupaen eksisterer.

The Jewel – Dokumentarfilm om Stupaen i Sofia:

“At gøre noget som dette (bygge en stupa) sammen er en stor milepæl. Det er en stor velsignelse.” – Lama Ole Nydahl

“Enhver, der har deltaget i opførelsen af en stupa, vil sige, at det forandrede deres liv” Arkitekt Wojtek Kossowski

Interview med Sherab Djaltsen Rinpotje  fra “Buddhism Today” nr 40, efterår/vinter 2017 i forbindelse med indvielse af Oplysningsstupaen i Krasnoyarsk, Rusland juli 2017:

” At gå rundt om en stupa, lave glidefald foran en stupa, rengøre området omkring en stupa og passe en stupa, opfylder vores ønsker, hjælper vores praksis, og vore meditationer bliver ekstra kraftfulde på grund af stupaens velsignelse.”

“Stupaen symboliserer Buddhas sind, og en stupa gavner ved at give fire veje til befrielsen. Den første vej kaldes “Befrielse gennem at se”. Det betyder, at ved blot at se stupaen, plantes et frø til befrielse. Den anden vej kaldes “Befrielse gennem at høre”. Det betyder, at ved blot at høre om stupaen, plantes et frø til befrielse. Den tredje vej kaldes “Befrielse gennem at tænke”. Det betyder, at ved at tænke på stupaen, enten dens ydre form eller indre dele, plantes et frø til befrielse. Den fjerde vej kaldes “Befrielse gennem berøring”. Dette sker, når man berører stupaen med hovedet, når man laver glidefald foran stupaen eller berører stupaen med hånden. Selv når man befinder sig i nærheden af en stupa, og vinden blæser forbi, påvirkes man af stupaens velsignelse.”